1. Sejlruten ind til Ribe var velbeskrevet i renæssancens sejladsbeskrivelser

Når du kommer fra syd og skal navigere ind i Knudedyb eller Ribe Dyb, sejl da forbi Rømø og Mandø Flak op til sydspidsen af Fanø, som kaldes Sønderho eller Sydspidsen. Da vil du se to vartegn eller båker på en tørlagt sandbanke [Peter Meyers Sand] lidt syd for Fanøs sydspids. Sejl nu frem til disse sømærker er næsten over ét, således at den inderste, som er den højeste, er næsten eller omkring en håndsbredde nord for den korteste eller yderste. De vil nu stå mod øst eller noget nordligt for dig. Lad dem blive her, og find nu den yderste tønde, som ligger på fire favne vand ud for nordkysten. Hold den nu til bagbord og sejl hen til den næste tønde i retning mod øst og syd, og når du er ved den første tønde, kan du se den anden.

(Willem Blaeu i hans vejledning for søfarende 1612).

2. Graffiti-hærværk i Sønderho Kirke 1659
I Sønderho Kirke findes bevaret en fyldning fra en af den gamle kirkes stolestader. I fyldningen er med en kniv skåret en graffiti, der viser tre båker (sømærker) samt initialerne SSR og årstallet 1659. Har en halvstor dreng med navnetrækket SSR siddet og kedet sig til gudstjeneste i kirken en dag i 1659? Har han hellere villet og kigge ud ad den gamle kirkes sydvendte vinduer over mod Æ Kåver, og her - for at udfylde tiden og måske med en spirende sømands drømme om udlængsler i sig - på graffiti-lignende vis snittet og skåret motivet og sit navnetræk med årstal?

3. Fanøs frihedsbrev blev erhvervet med list

Ifølge den mest sejlivede anekdote fik auktionarius sig på dagen for auktionen en lille middagslur. Han havde dog forinden givet rådhusbetjenten besked om at vække ham, når auktionen skulle finde sted. Men Sonnich Jensen bestak betjenten til at stille rådhusets ur en time frem, så auktionarius blev vækket og gik i gang en time før, at auktionen egentlig skulle finde sted, og det lykkedes for fanøboerne at få hammerslag, og hele auktionen var overstået, da en af de værste konkurrenter, herremanden fra Trøjborg for sent dukkede op. (Fanøs frihedsbrev 1741).

4. Sønderhoved forvandles fra sandrevle til fiskerleje

Tæt langs land på Fanøs sydspids bugtede den store rende sig, der efterhånden blev kaldt Landdyb. Her var der læ for vind og vove og derfor var det et oplagt sted at indrette et fiskerleje. Fisk er en kostbar spise, det var fisk også, da ripenserne begyndte at bjærge havets rigdomme fra Vadehavets fiskerlejer i 1600-tallet. Det ”søndre hoved” blev sæson efter sæson befolket af flittige fiskere fra fastlandet. Erindringen om det legendariske sildefiskeri ved Helgoland sad i fiskerne, hvis rige fangster blev belagt med sandtold, så kronen fik sin del af udbyttet. Og købmændene fra Ribe blev rasende når skibsfolk fra udlandet dukkede op på ”Sønderhoved” og både snød for sandtolden og underbød ripenserne. Så blev der slagsmål, ja ind imellem drab.

5. Fiskerne forlader deres hytter og bygger huse

Intet gik til spilde, når der blev fanget fisk i Sønderho fiskerleje. Alt det øvrige fra fisken gik til gødning af små jordlodder i nærheden af fiskerhytterne, og det lykkedes for fiskerne at hæve sandets bonitet så meget, at der kunne dyrkes lidt sommerrug. Men det var en ulige kamp mod sandflugten, som år efter år ødelagde agrene, indtil man begyndte at få sandflugten under en vis kontrol med tang og hjelme. Mange sæsonfiskere blev så velhavende, at de kunne købe sig fri af ripenserne og selv eje deres både: horngjævere og fiskeeverter. Mange valgte at slå sig ned i fiskerlejet året rundt, fordi de efterhånden fandt levebetingelserne bæredygtige. Tømmeret til de første indbyggeres huse kom fra fastlandet og gav anledning til opførelse af bindingsværkshuse. De opførtes nord for havnen, hvor jorderne var bedst. I takt med fiskernes konvertering til skibsfart omkring 1700 rykkede byen snart ned mod den nuværende bebyggelse, dengang kaldet ”Havnebebyggelsen”.