1. Kort over Sønderho 1797 med by, havn, mølle, kirke og sømærker

Først i slutningen af 1700-talet fremkom de første videnskabeligt opmålte kort over Danmark. Bag disse kort stod Videnskabernes Selskab, der med temmelig præcise trianguleringsmetoder opmålte det ganske land. Her ses et udsnit af den håndtegnede version af sydspidsen af Fanø fra 1797. I 1804 udkom den endelige udgave af kortet i smukt kobberstukket udgave, men da størrelsesforholdet blev reduceret, gik også en del spændende detaljer fløjten.

2. Sandflugterne driver mange fra hus og hjem

Som fiskerleje var Sønderho udsat for vedvarende og overvældende sandflugt. Mægtige klitter vandrede hen over stedet længere og længere mod øst. Klitterne dannede efterhånden en kolossal bræmme i en halvcirkel, inden for hvilken, der efterhånden blev bygget huse af bindingsværk. Sandet føg ind i husene og truede med at fylde stuer og gange, så det måtte for alt i verden stoppes. Man tog kampen op med tang og hjelme, som hele tiden blev sat i de truende klitter. Græsning i klitterne blev forbudt og efter mange års slid lykkedes det at standse ”æ bjerre” ved den stilstandslinje syd og vest for byen, vi ser i dag: ganske tæt på huse og mennesker.

3. Stormfloden – den evige trussel

Stormfloder var en evig trussel for sønderhoningerne, hvorfor de tidligt forsøgte at værne både sig selv og huse mod det indtrængende hav. De første diger blev bygget af ålegræs, men var naturligvis ikke særlig holdbare. ”For at hæmme noget for Bortskylningerne har Sognet for nogle Aar siden gjort Bekostning og Arbejde med et stort Tangdige for den søndre Del af Byen, 600 Alen lang, 6 Alen bred og 3 Alen høj over Jorden, foruden 1 1 /2 Alen i en Grøft i Jorden langs med Bjergene, hvortil gik mange Læs Tang, hvilket dog alt inden 2 Aars Forløb af Søen blev borttaget, og Sognet ej formaaede formedelst Hestenes og Vognenes Aftagelse at opføre det igen, ihvor nyttigt det end var.” (Pastor Foss 1791).

4. Smakken - med det lille sejl over roret - er en af de ældste skibstyper i Sønderho

De første sønderhoskibe var fiskerbåde samt fladbundede fragtskibe brugt i den lokale vadehavsfart. Senere, da søfarten fra Sønderho bredte sig først ud i Nordsøen og senere ud på alle have, blev skibene større. De ældste søgående skibe i Sønderho var brugte skibe indkøbt i bl.a. Holland, og mange af de første skibe, der blev bygget ved Kalvekrog, var hollandske typer som kuf, tjalk og smak. Efterhånden tog større og mere sødygtige skibe over, og især blev den tomastede og alsidige skonnertbrig populær. Blandt de sidste sønderhoskibe optrådte store barkskibe, hvoraf nogle var af jern, men alle disse var bygget udenfor Sønderho. Der har aldrig været fuldriggere i sønderhoflåden.

5. Sønderho – bukketornens by

Bukketorn eller bukketjørn. Tilhører natskyggefamilien. Blomstringen sker over en lang periode mellem juni og september, hvor man kan finde de lysviolette, regelmæssige blomster i bladhjørnerne. Navnet hentyder til de hornkrumme grene ligesom hjortetorn omkring 1700, begge dyrenavne betegner måske også noget nedsættende. Visse steder i Vestjylland kaldes planten også løbetorn, da den breder sig ved udløbende rodskud. Kan det også være forklaringen på, at den i Sønderho også kaldes for stikpiller?

Bukketorn trivedes godt på diger, der bestod af en blanding af græstørv og tang. Derfor blev den især udbredt i Sønderho, der er kendt for sine 200-årige klippede bukketornhegn, ja ”man kunne ligefrem kalde Sønderho for bukketornenes by, så stærkt sætter denne busk sit præg”, skrev birkedommer Nørup i en indberetning fra 1806.

6. Mangen Sønderhoning-sømand sad som fange i ”prisonen”

Under englandskrigene 1807-14 blev mange af Fanøs fartøjer beordret til at fragte korn til det hungrende Norge. Herved blev mange skibe opbragt af englænderne eller led forlis. Mandskabet fra de opbragte fartøjer gik ofte en grum skæbne i møde som fanger i ”prisonen” i England og ofte under store lidelser.

På prisonskibene og i de lukkede landprisoner sad fangerne bag lås og slå, under militær bevogtning og hovedsagelig på engelsk bekostning. I de åbne landprisoner, parolelejrene, sad fangerne på egen bekostning, men med tilskud af dagpenge fra den danske regering efter højere satser end de øvrige fanger.

7. Skipper Thomsens sølvknap jager englænderne på flugt

Den 28. juni 1809 observeredes ud for Fanøs sydkyst en britisk fregat, der sydfra krydsede op mod Sønderho og ankrede op 2 sømil derfra; i den lyse sommernat satte den seks barkasser i vandet, og de roede ind mod Sønderho for at ødelægge byen og bemægtige sig dens skibe. Den nat huskede Fanøboerne længe efter. Skipper Peder Thomsen var næstkommanderende ved batteriet på Kræmmerbjerget ved indsejlingen til Sønderho. Og han vidste, at Admiralitetet nylig havde givet ordre om at spare på ammunitionen og kun at skyde, når der virkelig var fare på færde.

Peder Thomsen var en rig skipper, der gik med sølvknapper. Da de britiske barkasser nærmede sig indløbet, skar han en sølvknap af sin frakke, og lagde den i kanonløbet sammen med kuglen – så vidste man, at man var sikker på en fuldtræffer. Hvorpå han lod kanonen affyre, med de mindeværdige ord: ”Klar: A sejer i Guds og Kongens navn, lad jen go o mi regning, a betaler æ skod!” Den ledende britiske barkasse blev truffet. Og fjenden måtte trække sig tilbage med uforrettet sag.

8. Sømærket "æ Kåver" rejses på en klittop syd for Sønderho

Hvordan tømrere og andet godtfolk har fået slæbt det tonstunge tømmer op på klittens top, og hvordan de har fået det på højkant, har vi ikke beskrivelser af. Men vi må antage, at rejsningen er foregået på samme måde, som når man skulle rejse skibsmaster. Skal rejsningen starte fra vandret, er det nødvendigt med en indskudt vægtstang, så kræfterne ikke modarbejder hinanden. (Rekonstruktion ved Theodor Hansen efter model set i Holland).