4. Kirkeskibe sejler under loftet i den gamle kirke

Den gamle skibsbygmester Sonnichsen fandt beskæftigelse i at bygge modeller af sine nybygninger, f. eks. denne skonnertbrig. Også hjemmeværende skibsførere, og styrmænd lavede modeller, som var lavet som husflid og skænket til kirken, skabt på øjemål som søfolkene så deres skib. I andre egne af Danmark og i udlandet var skibene givet som tak en redning eller som indfrielse af et løfte fra redede søfolk. I Sønderho blev skibene skænket for at vise, at man hørte til kirken og for at bekræfte sin kristne tro. Kirkeskibet blev et symbol på livet som en sejlads, hvoraf vi, som Ambrosius skrev i 1741, kun kender ”to havne, bekendte af navne, den ene vor vugge, den vor grav”. Ingen kirke i Danmark er så rig på kirkeskibe som Sønderho kirke. Hele 15 er der af slagsen. Kirkens eneste orlogsskib, en fregat, er kommet til engang omkring år 1800. Efter sigende strandet med den besked i lasten, at det skulle hænges op i kirken nærmest sit strandingssted.

5. Tangdiger eller stendiger – lige lidt hjalp de

En kraftig storm i august 1845 ødelagde i betydelig grad de kort forinden renoverede bolværker og høfder, ligesom stormen bortskyllede store partier af sandbankerne bag ved bolværkerne, så hele byen lå åben for havets indbrud. Sønderhoningerne havde prøvet det mange gange før, men denne gang magtede de ikke selv at genetablere digerne. Man søgte derfor hjælp hos staten og fra Norge blev der købt 75 kubikfavne sten hugget ud af det norske grundfjeld. Efter hjembringelsen blev arbejdet med anlæg af et glacis – det såkaldte »æ stjendig« – straks påbegyndt. Prisen var 17.000 rigsdaler. Bedst som man følte dig sikker gjorde en efterårsstorm året efter stor ravage på stendiget, men da man stadig ikke selv rådede over fornødne midler til en reparation, henlå diget i sammensunken tilstand til 1852, da en stor storm tilintetgjorde det kostbare værk.

6. Ænder på himlen over Sønderho søger op og ud over havet

Ænder i flugt over Sønderho. Et syn fra fuglekøjens dage, hvor noget af byens erhvervsgrundlag blev fuglefangst. Man fangede 8000 ænder om året, da køjerne var på deres højeste, og ænderne blev afsat til hoteller og vildthandlere. En krikand og en pibeand stiger opad mod himlen, og således gik det med Sønderhos udvikling og velstand i over 50 år frem til 1900, hvor byen kom under en drastisk afvikling, fordi søfartens industrielle udvikling sejrede, både teknisk og økonomisk, og mange flyttede fra byen.

7. Ved Kalvekrog lå Sønderhos skibsværfter

Sønderhos skibsværfter lå ved Kalvekrog, som er det NØ-lige hjørne af byen, hvor der i dag er parkeringsplads. Stedet var ideelt med et fladt strandareal, der lå ud til dybt vand. På skibsværfterne i Sønderho og Nordby blev der i årene mellem 1768 og 1896 bygget ca. 1100 skibe. 

Træet kom fra skovene ved Gram. Det blev flådet fra Ribe til Sønderho. Stammerne blev savet ud til planker med en 2-mands langsav. De enkelte stykker til spanterne blev hugget på groft mål på pladsen. Spanterne blev sat på plads på kølsvinet, forstævnen og agterstævnen. Der blev holdt spantgilde for arbejderne og der blev holdt gilde, når masterne var på plads og skibet var klar til stabelafløbning. 

N. M. Kromann beretter om selve oplevelsen af værfterne i byen: »Vi der kan huske den Glansperiode paa Fanø, da Skib stod ved Skib paa Stabelen baade i Nordby og Sønderho, fyldes med Vemod, naar vi gaar hen over de tomme Pladsen, hvor i sin Tid Skibstømrernes Sang lød i Takt med Hamrenes Slag, og Luften genlød af den ejendommelige Hvinen, som hidrørte fra de store Save, der skar sig igennem Egetømret; og hvor blev der høvlet, hugget og banket i det uendelige lige fra Sol stod op, og til Sol gik ned. Disse af de forskellige arbejder fremkomne ejendommelige lyde kunne høres over hele Byen. Ved Dagens Begyndelse vaktes derved de endnu sovende Beboere op til Liv og Virke.« 

8. Gangspillet blev brugt til udhaling af det færdige skib 

Gangspil til udhaling af det færdige skib ved stabelafløbning. Gangspillet blev drejet rundt med lange spager, der blev skubbet med håndkraft. Gangspillet blev fastholdt med store nedgravede ankre. Diget ved Kalvekrog var et tangdige, der let kunne åbnes, når et skib skulle søsættes. 

9. Fanøsøfolk hjembragte engelske fajancehunde

Engelske fajancehunde står i vindueskarmen i mange skipperhuse i Sønderho. Hundene var populære sømandssouvenirs i 1860 – 1900, som sømændene tog med hjem til koner og kærester. 

Ifølge en sejlivet anekdote viste hundene om sømanden var hjemme. Når han var på søen kiggede hundene ud af vinduet. Når han var hjemme blev hundene vendt om.

10. Tolderen holder øje med smuglere i Sønderhos indsejling

Da Fanø hørte til Nørrejylland, skulle der betales told af varer, der kom fra steder syd for Kongeåen. Denne told var ikke populær, og der blev brugt mange tricks for at føre toldvæsnet bag lyset. I Sønderho var der et par toldbetjente i 1845, og i havet udenfor var stationeret et toldkrydsfartøj, så der var altså farer nok for smuglere. Kromanden ville helst stå sig godt med toldvæsnet, men smugleriet skulle også have sin plads. Jes Øhle var en snedig smugler, som forstod at vise stor forsigtighed, når han havde toldpligtige varer om bord. Smugleriet klarede man bedst om natten, men besejlingsforholdene ind til Sønderho var ikke gode i et farvand, der var opfyldt af grunde og uden belysning. Sejlløbet var nok afmærket med koste, men de kunne ikke ses om natten, og derfor måtte skibsfolkene stadig pejle og ofte bruge årene. Åretollene blev omviklet med klude for at dæmpe lyden. Skete det alligevel, at de blev opdaget af toldkrydseren, havde de ordre til at kaste de toldpligtige varer over bord, hellere end at få dem konfiskeret. Om aftenen og natten hjalp et lanternesystem dem til klarhed over, om det var risikabelt at sejle helt ind i havnen. Når så toldopsynet nu var godt bænket i krostuen, var det tid til at sejle ind og få varerne bragt i sikkerhed.