1. Fra skibsfører på en sejler til styrmand på en damper

Sejlskibsfarten måtte give op, og omkring 1900 var der kun et par fartøjer hjemmehørende i Sønderho. Der var ikke mange skibsførere tilbage i byen, til gengæld var antallet af styrmænd vokset. Dette var udtryk for en tilbagegang. Man havde mistet sit ejerforhold til skibet, og med mindre man havde en tillægsuddannelse til dampskibe, måtte man fra at være en erfaren sejlskibsfører gå ned i rang og nøjes med titlen som styrmand på et dampskib. Damperen ”Neptun”, der hørte til Lauritzens rederi, havde dog en uddannet dampskibsfører, en hovmester og flere andre søfolk fra Sønderho, da den i 1906 forsvandt i Nordsøen, sandsynligvis på grund af en kedeleksplosion. Det eneste man bjergede, var en redningkrans mærket ”Neptun af Esbjerg”. Ingen af de druknede blev nogensinde fundet.

2. Den rødmalede kåver leder skibene fra Nordsøen ind i Knudedyb

Holger Drachmann på besøg i Sønderho i 1894: ”Og Sønderho, den lille snurrige by, som man endelig kommer til, uden at man ret kan skelne huse fra omliggende klitter - den ligger dér, så elskværdig liden og beskeden, pillen og pæn, hvad døre, vinduer, stakitværker og gæstgiveri an går - ganske i kahyt-stilen, ganske som en lille hollandsk klitby - lavt ved jorden, og dog med den tidligere "hovedstads" selvfølelse, stejlt afgrænset mod indflydelser fra det "moderne" Nordby, der bærer alle disse europæiske omvæltninger i sit skjold. Omgivet og beskyttet af øens højeste klitrække - med de rødmalede sømærker over de hvide sandkamme - tyst og stille, venlig men unægtelig lidt ensomt ligger den dér og tærer på fortiden - indrømmende professor Exner og nogle akademiske pensionister et par måneders sommerophold, men strengt afvisende enhver titel af badested. Endnu”.

3. Kunstnerne indtager Sønderho med staffeli og palet

Nogle kaldte Sønderho ”Kunstnernes by”. Det var der også god grund til, for her opholdt adskillige kunstnere sig sommer efter sommer. En af de første var Julius Exner, der, efter at han fandt Amager for moderne, kastede sin interesse på byen Sønderho, hvor alt tilsyneladende var som i forrige tider. 30 somre blev det til, hvor han tog skitser og malede, inden han tog hjem til København og fuldendte sine værker. Efter 1900 var alting dog så forandret for ham, at han valgte at drage bort med en vis sorg for aldrig mere at vende tilbage. Men andre var parate til at overtage, f.eks. kunstnerne Johan Rohde og Adolf Heinrich-Hansen, men også en række tyske kunstnere: Jacob Nöbbe, Heinrich Dohm og Reinhard Heinemann. Fra andre lande f. eks. svenskeren Carl Johan Forsberg. Og der var også en del kvindelige kunstnere som Annemarie Hansen, Anna Maria Mehrn og Hedvig Frydensberg, for blot at nævne nogle. Man så dem sidde foran staffeliet i byen, ude på mark og strand, og det vakte altid en del interesse hos publikum. Flere malere nød gerne nysgerriges selskab og skabte derved øget interesse for kunstnerne og deres virke.

4. Herrer og damer skulle bade adskilt

I 1895 fik Sønderho sit badested med pavillon og badevogne. De blev trukket ud til en passende vanddybde, hvor det var muligt at bade uden forstyrrende blikke fra det modsatte køn. Men ”At se og blive set” - var en del af enhver baderejse efter åbningen af de første søbade langs Europas kyster. Imidlertid var det i begyndelsen vigtigere "ikke at blive set", for det 19. århundredes sociale regler forbød - og det gjaldt da ikke mindst for medlemmerne af den badende overklasse - synet af utildækkede kropsdele i det offentlige rum. I en beretning fra 1882 hed det:

”Som sig hør og bør ved et moralsk Badested, gik Herrer og Damer i Stranden hvert Køn for sig, halvvoksne Drenge kunde dog indsmugles i Damevognene. Alligevel var Afstanden ingenlunde betydeligere, end at den behageligt kunde overvindes af langsynede Øjne i hvert Fald af almindelige Teaterkikkerter. I den Anledning regnedes en Kikkert ogsaa for det uundværligste Stykke ved Herrernes Badeudstyr. I Reglen var det tilmed de badende Herrers eneste Udstyrsgenstand, hvorfor omhyggelige Mødre indskærpede deres unge Døtre aldrig under Badningen at lade deres Blikke forvilde sig til Venstre - dér hvor de kaade Havguder boltrede sig.”

5. Da drengen drog hjemmefra med rutebilen for at blive sømand

Med rutebilen kunne man komme til og fra Sønderho. Den blev egentlig kaldt postbilen, og den kørte ad postvejen, for det var posten, der primært skulle frem mere end passagerer. I 100 år havde det været en besværlig og farlig tur fra Nordby til Sønderho med diligencen, som vippede faretruende på de hullede hjulspor. Faktisk var det i starten ofte lettere at ride langs stranden med posten, hvilket man så ind imellem gjorde. Men med tiden var postvejen blevet forbedret til grusvej og senere under krigen med asfalt, så moderne rutebiler komfortabelt kunne betjene byerne. Selvom skibene var borte fra Sønderho havn, så bevarede byen dog en vis tilknytning til søfarten. Efter navigationsskolen og måske et togt med skoleskibet ”Danmark” tog de unge hyre i moderne danske rederier, nogle blev boende i Sønderho, andre tog bussen for sidste gang og slog sig ned i andre egne af Verden.

6. En ”københoning” maler stik over vinduerne

Mange af byens fredede skipperhuse er overgået til tilflyttere eller sommergæster, som under et kaldes københoninger, selvom tilflytteren eller sommergæsten ikke nødvendigvis kommer fra København. Københoningerne gik ofte mere op i traditionerne end sønderhoningerne selv. Til traditionerne hører maling af ”øjenbryn” over vinduerne i sort-hvid-grønne farver. Mange huse, der aldrig har haft øjenbryn blev i 1960erne shinet op i den lokale tradition. ”Morris bindingsværk” (Morris 1000 van) var en populær alt-mulig-bil i 1960erne og 1970erne.

7. Der fortælles skipperskrøner på Børsen

For de gamle skippere var "Børsen" et uundværligt sted, hvad enten det var i fint vejr eller i stormvejr, sommer eller vinter. Her blev alt nyt udspredt fra, her kritiseredes sognerådets arbejder, højst gik vel nok bølgerne, når skatteligningen var lagt frem. I de påfølgende dage var det derfor ikke rådeligt for sognerådsmedlemmerne at komme ned på "Børsen". Her fortalte de ældre om oplevelser fra de mange rejser i fortiden, ungdommen hørte til og blev derved opildnet til at gå samme vej som fædrene. Efterårets hjemkomne søfolk fortalte med stor vidtløftighed om sommerens bedrifter og oplevelser, og henad foråret blev der lagt planer for den kommende sommer, når fragterne begyndte at tilbyde sig, ligesom også hyringen af mandskabet ofte foregik på "Børsen". - Så en skønne dag i marts måned blev der sagt farvel til de gamle med tak for vinteren, og de gamle ønskede de bortdragende "lykkelig rejse" og "fornøjelig sommer", og sendte hilsner med til gamle bekendte blandt skibsmæglere og -handlere rundt omkring i havnene i både indland og udland.

8. Stormfloder var en plage i Sønderho

I 1900-tallet blev diget på den udvendige side forstærket med hvælvede og kvadratiske betonklodser. En 20 meter bred klitrække beskyttede i ældre tid Sønderho mod stormflod. Den blev efterhånden ødelagt af stormfloder og forsvandt helt efter stormfloden 1881. Kampen mod havet kunne sammenlignes med kampen mod sandflugten, havet kom igen og igen, og det førte til nye forsøg på forbedret digebyggeri. Under krigen i 1942 forstærkede man diget fra Børsen til Kalvekrog med kvadratiske betonelementer, der havde en hvælvet overflade af samme type, som de, der blev brugt på Rømødæmningen. Det var en væsentlig styrkelse af diget, som imidlertid ved senere stormfloder viste sig at være for lavt. Stormfloden i 1981 var så voldsom, at det førte til en forhøjelse af diget, også på digets forlængelse mod nord, så vandet ikke kunne ”løbe bagom” og ind i byen. Det viste sig at være tilstrækkeligt, for ved stormfloden 1990 nåede vandet ikke over det forhøjede dige. Men vil diget også kunne holde til fremtidens havstigninger?

9. Ministrene Viggo Kampmann og Julius Bomholt

I Information kunne man den 14. juli 1956 læse: "Atter engang styres land og rige fra Sønderho, hvor Viggo Kampmann, der tillige fungerer som arbejds- og økonomiminister samt boligminister, er paa 'lang weekend' og kan gaa i vandet sammen med undervisningsminister Julius Bomholt, der ferierer paa Fanø. Finansministeren, der tog til Fanø torsdag aften, ventes tilbage til København tirsdag aften eller onsdag morgen. I mellemtiden kan hurtig kontakt med den fungerende regeringschef kun opnaas over den offentlige samtalestation i Sønderho, hvorfra bud kan skikkes efter ham". Julius Bomholt blev i 1961 landets første kulturminister. Ved sin død i 1969 testamenterede han sit sommerhus i Sønderho til nordiske forfattere, som på skift kan bo her gratis og hente ny inspiration.

10. Sønderho var tidligere et populært udflugtsmål for sejlere fra Ribe

Hønen syd for Sønderho var indtil sejlrenderne sandede til et yndet udflugtsmål for sejlere fra Ribe. Hvert forår sejlede man fra Ribe over til Hønen og satte bådebroer op, som blev benyttet af hen ved 30 lystbåde. Sejlerne slæbte tømmeret efter deres både derover og hjem igen om efteråret. Ligeledes sejlede Ribe Sejlklub hvert år over til Keldsand for at grave i sejlrenden ind til Sønderho, som langsomt sandede til. Sidste år, hvor der blev sat broer op ved Hønen, var i 1983.

11. Søhestene i Fanøs kommunevåben som drager i dragefestivalen

De to søheste symboliserer både fanøboernes tilknytning til hav og søfart og én for hvert af Fanøs bysamfund. Søhestene repræsenterer sejladsen på de 7 verdenshave. Skjoldets blå er havet, mens hvid/sølv er den høje lyse himmel. Fanøs kommunevåben blev den 6. august 1993 afsløret af Prins Henrik.

12. Renden uddybes med en cuttersuger, der pumper det opgravede sand væk i rør

Sønderho Havn Støtteforening arbejder med et projekt for uddybning af den 4 km lange tidevandsrende til 2 meters dybde. Det er planen, at der skal uddybes fra Sønderho til de dybe render mod syd (Galgedyb) og mod nord (Lundvig Løb). Forundersøgelser udført i 2010 har vist, at det materiale, der skal graves op, ikke er forurenet. Undersøgelserne viste også, at der skal være gennemstrømning for at sikre, at det ikke sander til igen. Inden uddybningen kan starte, skal der udarbejdes en konsekvensanalyse, fordi renden ligger i et fuglebeskyttelsesområde (Natura 2000). Efter uddybningen vil det igen være muligt at sejle mellem Sønderho og Ribe.

13. Hollandsk flise anno 2011

"Flisetraditionen" på Fanø går tilbage til midten af 1600-tallet, hvor Fanøs sømænd i løbet af 200 år sejlede på verdenshavene og efterhånden udviklede en rig søfartstradition. "Flisekulturen" på Fanø er en af de mest specifikke udtryk for denne tid. For at afslutte historien om Sønderho-tapetet er det oplagt at præsentere en flise-parafrase, hvor vi på baggrund af gamle og nye træk i det åbne landskab – som f.eks. Ribe Domkirke fra middelalderen, megavindmøller, monstrøse olieplatforme lagt op i Esbjergs havn og kraftværket Vestkraft med sin høje skorsten – kan visualisere, hvordan moderne teknologi dominerer udsigten til Fanøs lave profil over Vadehavet.

I 2011 var flisen en ironisk og drillende hilsen til den omfattende, men nødvendige beskyttelse af Vadehavets naturværdier. Tegneren Bernt Hobohm har med flisen i tankerne sendt en venlig og hengiven hilsen til en af ophavsmændene til Sønderho-tapetet, den alt for tidligt afdøde naturformidler Thyge Jensen. Thyge arbejdede i mange år som en dedikeret sælforsker på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.